Der er ganske kort mellem musikkens hovedgård og kunstens museumsbygning på Fuglsang. Og ud over Femern Bælt forbindelsen bliver der på Lolland også arbejdet med at bygge bro mellem netop musikken og billedkunsten.
Skoletjenesten Fuglsang tilbyder i samarbejde med Skoletjenesten på Sjælland, Storstrøms Kammerensemble og Fuglsang Kunstmuseum undervisningsforløb for elever fra folkeskolen og de gymnasiale uddannelser. Eleverne får oplevelser fra både kunstmuseets samlinger og kammerensemblets repertoire, og Skoletjenesten tilrettelægger desuden workshops med aktiv produktion af lyd og billeder.
Hvis bibliotekarerne med informationskompetence mener andet end slå titler op i bibliotekssystemet, så er denne tankegang måske værd at brygge videre på: Biblioteksworkshops i samarbejde med den lokale avis eller radiokanal? Eller med sprogforskere, forfattere, datamatikere, historikere og videnskabssociologer?
Og efterhånden som illustrationer, podcasts og youtube-klip erstatter det skrevne ord som kildemateriale i skole- og studieopgaver kunne tegnere, fotografer, filminstruktører, lydteknikere - og måske også Skoletjenesten Fuglsang - være mulige partnere, når vi vil undervise og vejlede i fx 'at undersøge og vurdere information kritisk', som det bl.a. hedder i Bf's definition af informationskompetence.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar