Rude i tinget

Som ung stod Oluf Rude og kæmpede med at omsætte sine indtryk af ’Skejten’s natur til papir. Elementerne ville ikke rigtig falde i hak.

Men så opdagede han en skitse, som lå stukket ind mellem stenene, hvor han stod. Det var et udkast, Oluf Hartmann havde efterladt på stedet. Måske med henblik på at vende tilbage. Eller tilfældigt og henkastet? Eller måske skyndsomt, for at haste tilbage til en statelig middag hos hans søster, Bodil de Neergaard, fruen på Fuglsang? I hvert fald virkede studiebrættet ikke ligefrem udstillet til offentlig beskuelse, og den unge Rude vaklede noget, inden han vovede at samle det op. Men han fortrød det ikke. Motivet var omtrent det samme som hans eget, men Hartmanns dristige stil gjorde forskellen. Det var en åbenbaring.

I inspirationsfeltet mellem natur og Hartmanns kunst fandt Rudes eget udtryk pludselig en form, og mødet gav fylde til resten af sommerens arbejde. Et tilfælde af serendipitet, kunne man måske sige: Det uventede møde med brugbar information?

Carol Kuhlthau ville måske sige, at Hartmann uforvarende havde ramt midt i Rudes ’Zone of intervention’: Netop dét punkt hvor en vejleder kan hjælpe den lærende videre i sin konstruktionsproces?

Fyrre år – og en hel del kunstneriske udtryk – senere var det netop motivet fra Skejten, Oluf Rude udsmykkede folketingssalen med i anledning af grundlovens 100-års jubilæum. Det to-delte olie-maleris placering bagerst i salen kan ses her hos Politiken.